10 enkle hovedregler … så du kan komme igang
Petanque kan spilles på forskellige underlag, men bedst på hårdt grus. En grusbane, en grusparkeringsplads eller en parksti er meget velegnet. Spillearealet bør mindst være 3×12 meter – men gerne som fastlagt i de internationale regler 4×15 meter.
- Petanque kan spilles som Single, Double eller Triple. I Single og Double har hver spiller 3 kugler, i Triple 2.Hovedmålet er at komme så tæt som muligt på den lille trækugle kaldet ‘grisen’ – med så mange kugler som muligt før modstanderens nærmeste kugle.
- Der trækkes lod om hvilket hold som skal starte. Vinderholdet tegner en cirkel med en diameter på 35 – 50 cm (hos os i Haurum kan det være en flise i kanten af banen). Alle kast i denne runde skal foregå med begge fødder inden for denne cirkel.
- En spiller fra holdet som vandt lodtrækningen kaster nu grisen ud i en afstand af mindst 6 meter og højest 10 meter fra cirklen.
- En spiller fra samme hold kaster den første kugle – og prøver at komme så tæt på grisen som muligt.
- En spiller fra det modsatte hold forsøger nu enten at kaste en kugle tættere på grisen – eller at skyde den første kugle væk.
- Det hold som ikke ligger nærmest grisen, vedbliver at kaste til de får en kugle nærmest. Herefter kommer det andet hold til.
- Når et hold ikke har flere kugler tilbage, kaster det andet hold resten af sine kugler.
- Når alle kugler er kastet, tæller man point. Kun et hold får point i hver runde. Det hold, som ligger nærmest grisen, får lige så mange point, som de har kugler nærmere end modstanderens nærmeste kugle.
- Det hold som lå nærmest og vandt runden tegner en ny cirkel (vælger en ny flise) og starter næste runde.
- Vinder er det hold, som først når 13 point.